Undervisningsmiljø
På Den Sociale Højskole monitoreres undervisningsmiljøet løbende og i efteråret 2004 gennemførte højskolen den lovpligtige undersøgelse af undervisningsmiljøet på skolen.
Dette skete via en spørgeskemaundersøgelse henvendt til samtlige studerende på professionsbacheloruddannelserne på højskolen.
I fokus var det psykiske undervisningsmiljø. Derudover indeholdt undersøgelsen spørgsmål af generel art samt spørgsmål vedrørende det fysiske og det æstetiske undervisningsmiljø.
Centrale iagttagelser fra undersøgelsen:
Det psykiske uddannelsesmiljø:
Ø Uddannelsen er meningsfyldt for hovedparten af de studerende
Ø Uden for eksamensperioden føler de studerende sig ikke stressede
Ø De studerende føler sig fagligt og socialt som en del af uddannelsen og er ikke ensomme
Ø Ca. en tredjedel mener ikke, at de lærer nok
Ø Der efterlyses mere ensartethed/pålidelighed i beskeder fra administrationen så vel som fra undervisere, og klarhed over, hvor man går hen med konkrete problemer.
Det fysiske uddannelsesmiljø:
Ø Kvaliteten af og mulighed for at indstille stolene er ikke tilfredsstillende
Ø Der efterlyses mulighed for at indstille temperaturen i flere dele af bygningen
Ø Der efterlyses konkrete initiativer i forhold til bedre rygepolitik
Det æstetiske uddannelsesmiljø:
Ø Undervisningslokalerne opfattes generelt som triste og mange efterlyser udsmykning og flere grønne områder på højskolen.
Ø Der er stor tilfredshed med det område, som de studerende har fået etableret som ”mødested”/hyggerum
Opfølgning
Som opfølgning på undersøgelsen vil DSH-K igangsætte en dialog mellem studerende, undervisere og ledelse. Dialogen vil dels finde sted i diverse råd og udvalg på skolen, dels via møder mellem rektor og repræsentanter for de studerende. Hensigten vil være at prioritere den indsats, højskolen skal igangsætte i forlængelse af undersøgelsens resultater. Indsatsen vil rette sig imod såvel det psykiske, fysiske og æstetiske undervisningsmiljø.
Nogle initiativer – eksempelvis opfølgning på rygepolitik og ønsker om bedre udsmykning, samt arbejdet med en bedre formidlingsindsats via højskolen studienet vil blive iværksat hurtigst muligt. Andre initiativer vil skulle modnes over en længere periode.
Du kan læse mere om undersøgelsens baggrund og centrale resultater i notatet ”Undervisningsmiljøundersøgelse på Den sociale Højskole, København Efterår 2004”