Kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde udbydes af Aalborg Universitet i Aalborg og i København på Den sociale Højskole.
Formål
Uddannelsens formål er at kvalificere den studerende til analyse af sociale problemer og socialt arbejde, dets socialfilosofiske grundlag og institutionelle betingelser. På baggrund heraf samt et videnskabsteoretisk og metodisk grundlag opnår de studerende kompetencer til udførelse af undersøgelses-, evaluerings-, og udviklingsarbejde.
Nye faglige og erhvervsrelevante kompetencer
- Udvikling af komparativ/analytisk socialfaglig kompetence på dansk og internationalt niveau.
- Teoretisk kompetence til at analysere og implementere komplekse sociale programmer i forskellige strukturer, herunder yde konsulent bistand og udvikle det sociale arbejde i den offentlige, den private og den frivillige sektor.
- Fagkompetence til at planlægge og udføre socialfaglig undervisning på sociale uddannelser eller uddannelser med socialfaglige elementer, herunder en række eksisterende og kommende Bachelor-, Diplom- og Masteruddannelser.
- Kompetence i at analysere sociale problemer, socialt arbejde, metoder og programmer, herunder komparative studier og evaluering af sociale programmer med særlig fokus på brugerinddragelse og kvalitetsudvikling i det sociale arbejde.
- Forskningsmæssig kompetence til videreuddannelse som Ph.d. indenfor socialt arbejde, sociale problemer samt teorier og metoder i det sociale arbejdes praksis.
Indhold
Fokus for Kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde er det videnskabelige studium af sociale problemer og socialt arbejde i praksis. Uddannelsens faglige profil understøttes af følgende fag: retlig regulering, organisationsteori, samfundsvidenskabelig teori og metode med særlig vægt på evalueringsteori.
Hovedområdet i udannelsen er socialt arbejde, der er sammensat af følgende centrale fag: teorier om sociale problemer, teorier og metoder vedr. det sociale arbejdes praksis og socialpolitik.
Normering
Uddannelsen er normeret til 2 år svarende til 120 ECTS.
Yderligere information om uddannelsen kan findes på Den sociale Kandidatuddannelses hjemmeside og hos studiesekretæren i Aalborg på tlf.: 9940 9940. Studiesekretæren vil kunne hjælpe dig med, hvem du skal henvende dig til med fagspecifikke spørgsmål.