Diplomuddannelsen i Kriminologi
Diplomuddannelse i Kriminologi er et tilbud om et kompetencegivende videregående uddannelsesforløb, som udbydes af Københavns Universitet i samarbejde med Socialfaglig Efter- og Videreuddannelse, Professionshøjskolen Metropol.
Diplomuddannelsen er rettet mod mennesker, som arbejder med problemer, der er relateret til kriminalitet. Uddannelsen giver redskaber til at arbejde praktisk med forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, og giver deltagerne ny inspiration og nye kompetencer til brug for deres daglige arbejde.
Uddannelsens omfang
DUK er en 2-årig kompetencegivende uddannelse, normeret til ét studieårsværk, og den udgør et selvstændigt uddannelsesforløb. Et diplomstudium svarer til 60 ECTS point (European Credit Transfer System). Den udbydes over to år (fire semestre), således at deltagerne kan passe et arbejde ved siden af studiet.
Uddannelsen er opdelt i fagligt afgrænsede moduler. For at opnå en kriminologisk diplomuddannelse skal den studerende gennemføre i alt 6 moduler. Hvert modul skal bestås, før den studerende påbegynder det næste modul.
De 6 moduler består af 1 obligatorisk, indledende modul á 9 ECTS-point, 2 obligatoriske moduler af hver 9 ECTS-point, 2 valgfrie moduler af 9 ECTS-point, og et afgangsprojekt svarende til 15 ECTS-point. Til hver af de 5 undervisningsmoduler vil der svare et pensum på ca. 600 sider. Et individuelt godkendt pensum i forbindelse med afslutningsmodulet omfatter ca. 800 sider.
Læs mere om Diplomuddannelsen i Kriminologi på Det Juridiske Fakultets hjemmeside.
Priser
Uddannelsen er baseret på brugerbetaling.
Prisen for de enkelte moduler finder du på det juridiske Fakultets hjemmeside.
Deltagerne må påregne en mindre udgift til undervisningsmaterialer til hvert modul.